Nye roere

Roklubben ligger ned til Faxe Bugt i Faxe Ladeplads og vi har mange forskellige tilbud til vore medlemmer, dels på vandet i inriggere, outriggere, coastalbåde eller kajakker, dels i vandet i svømmeafdelingen eller på land i vort motionsrum og i opholdsstuen eller ude i naturen som løber.

Roklubben Viking er en klub, hvor der satses på motion, godt kammeratskab og skønne naturoplevelser. Vi kan dog godt fortælle dig, at det tager “tid” at være medlem af klubben. For udover de mange muligheder for dejlige roture, er der forskellige aktiviteter, hvor klubben har brug for dig.

Standerhejsning

Roklubben Viking har aktiviteter hele året – roning dog primært fra april til oktober. I starten af april hejser vi standeren og markerer derved starten på en ny sæson.

Bådklargøring

Sæsonens første aktiviteter er at klargøre bådene. Roklubben Viking råder over mange træbåde, som alle skal slibes, lakeres og rigges til. Under klargøringen er der også tid til hyggelige kaffe- og spisepauser, hvor vinterens oplevelser deles med hinanden.

Klargøringen af bådene er således den første fælles aktivitet, hvor alle kan være med. Når du er medlem af Roklubben Viking bliver du ikke tildelt en fast båd, men har mulighed for at ro i alle både og bådtyper. Alle medlemmer mødes derfor i starten af sæsonen og giver et nap med at klargøre alle bådene.

Rokursus

Når alle både er klargjorte, afholder Roklubben Viking rokursus for nye medlemmer. Se mere om dette under roning, kurserne annonceres i den lokale presse og på hjemmesiden.

Hvornår kan du ro?

Roklubben Viking ligger ud til Østersøen og den daglige roning kan være begrænset, når vinden kommer fra øst. Roklubben har et motionsrum, så når vejrliget ikke tillader roning på vandet kan man tage en tur som “tør-roer”.

Som medlem har du mulighed for at ro på vandet alle ugens dage. Som ældreroer kan du komme i klubben mandag, onsdag og fredag kl. 0830 og deltage i de programsatte roture/arrangementer for ligesindede. Alle kan møde op og deltage i de programsatte roture/arrangementer tirsdage kl. 1800 og lørdage kl. 0900. Du kan også selv sammensætte et bådehold og tage ud fra klubben på det tidspunkt, der passer dig bedst.

Der er vedtaget et vinterroreglement, som gælder for tiden fra standerstrygning til standerhejsning, så hvis der ikke er is på vandet kan man altid komme ud at ro i Roklubben Viking.

Klubaften

Roturen kan afsluttes med hyggeligt samvær i klubbens opholdstue.

Den første onsdag i hver måned holdes klubaften, hvor bestyrelsen informerer om nyt siden sidst og hvor man kan få en god snak med venner og rokammerater over en kop kaffe og (måske) et stykke kage.

Hvad skal du gøre som nyt medlem?

I løbet af sæsonen er der forskellige aktiviteter. Der arrangeres langture, madpakketure, ture til sommerhuset mv. Som nyt medlem er det vigtigt, at du “viser dit ansigt”, så du hurtigt bliver fortrolig med klubben og de øvrige medlemmer. Mange af roerne har været medlem af roklubben i mange år og kender derfor hinanden rigtig godt. Så “hægt” dig på og du vil opleve et rigtigt godt kammeratskab og socialt klubliv.

Hvis du selv har nogle ideer om nye aktiviteter (roture, kaninfester eller andet) skal du endelig ikke holde dig tilbage. Kontakt din instruktør fra rokurset eller et medlem fra bestyrelsen, der vil bære din ide videre i klubben. Du kan også skrive din idé ned og lægge den i forslagskassen, som hænger i bådehallen. Så vil bestyrelsen give dig en tilbagemelding, når dit forslag har været drøftet.

Standerstrygning

Sidst i oktober tager vi klubstanderen ned og siger tak for en god rosæson. Det betyder ikke, at du ikke kan komme ud at ro mere. Det betyder blot, at der skal udvises lidt mere omhu når du er på vandet.

Tør-roning

I løbet af vinteren bruges vor træningssal intensivt til “tør-roning”. Klubben råder over et antal roergometre og flere medlemmer deltager i konkurrencer i indendørsroning mellem roklubberne.

Udover roergometre er der i træningssalen mange forskellige træningsredskaber, der benyttes flittigt, især om vinteren.

O-løb og løbetræning

Roklubben Viking er medarrangør af et orienteringsløb, som der er mere om under Løb og som der er links til fra klubbens hjemmeside.

Vinteraktiviteter

I løbet af vinteren kan man deltage i mange aktiviteter. Der er Yoga og gymnastik i opholdsstuen. I træningssalen er der rospinning med flere hold med forskellige sværhedsgrader. I opholdsstuen er der også sangaftener, der starter med fællesspisning, hvorefter der synges sange fra højskolesangbogen.

Vi ses i Roklubben Viking

Besøg vores Facebook side her

På Facebook  kan du se medlemmernes opslag og billeder fra ture med robåde og kajakker og hvor du også selv lave opslag af begivenheder, du gerne vil dele med andre venner af roklubben.

Følg med på Facebook

Skriv til os

+45 30 35 83 21