Ferielangtur i den svenske skærgård
Roklubben Viking var gennem mange år kendt som en roklub med dygtige kaproere. Der var mange store resultater. For at gøre sig gældende blandt de bedste krævede det stor træningsindsats.
Faxe bugt var ikke altid det ideelle sted at træne. Vandet var alt for tit uroligt. Derfor blev træningen henlagt til andre steder. I en periode bl.a. fra Næstved roklub. Det betød desværre samtidig at der manglede liv i den hjemlige roning.
Det blev der gjort noget ved i starten af 70-erne. Roinstruktionen af nye roere blev sat i system og der kom rigtig mange unge roere igennem i de år. Aktiviteten på hjemmefronten var stor og alt i alt var der en tilfredsstillende udvikling i medlemstallet.
Flere af os havde snuset til det at være kaproer men var af flere grunde overgået til den daglige roning.
Der var dog en gren af roningen, som Viking ikke havde gjort så meget ved i en del år, nemlig langtursroningen. Det var vi nogle stykker, der ville råde bod på.
Vi fik gang i weekend-ture til Rødvig, Præstø, Nyord og Stege. Men det var ikke nok. Vi måtte i gang med ferielangture. Det blev til ”Møn rundt”, ”Sjælland rundt”, ”Det fynske øhav”, Sønderborg, Silkeborgsøerne inkl. Gudenåen.
D.F.f.r. havde to-årers inriggere liggende i forskellige klubber, både som man kunne leje.
Der var også en to-årers i nærheden af den svenske skærgård ud for Göteborg.
Den lagde Poul Erik, Jørgen Ø. og jeg (Knud Erik) billet ind på i sommeren 1976 og fik den i den ønskede uge.
Alt pakket i Poul Eriks bil gik turen først til Helsingør, hvor vi skulle med færgen til Helsingborg. Det var jo sommer, det var varmt og det var vejr til en is. Jørgen, som havde boet i Helsingør mens han læste til installatør vidste at ”lige op ad gaden” lå det ishus, der bare laver de største og bedste isvafler, der findes, så af sted med Jørgen og mig. Indkøb af tre store isvafler og tilbage til parkeringen ved færgen. Men hvor var Poul Erik og vores bil; allerede kørt om bord. Nå, vi kunne lige skynde os at gå om bord. Hurtigt fandt vi ud af at det var for sent. Færgen havde lagt fra kaj og vi så Poul Erik stå og vinke til os fra agterdækket. Om bord på næste færge kæmpede vi hver især med vore egen store is og ikke mindst med Poul Erik’s, som var i fuld gang med at smelte. Trods ihærdige forsøg på at forære isvaflen til medrejsende endte isen hos de tålmodige medflyvende måger.
Vel i land i Helsingborg blev vi genforenet med Poul Erik, og turen kunne gå videre mod roklubben ved Västra Frölunda.
Roklubben ligger lidt syd for Göteborg. Adressen er:
Göteborg Roddforening, Kapproddaregatan 6, 426 76 Västra Frölunda.
Man kommer det sidste stykke over til roklubben ad en smal gangbro. Klubhuset er placeret på en meget lille ø inde i en vig, øen kaldes Saltskär.
Vi fik vist vores båd, i øvrigt en to-årers glasfiberbåd, blev installeret for natten og kunne så i øvrigt klare os selv og drage af sted næste formiddag.
Det var blevet sommer i Sverige og vi var klar til at påbegynde vores ferielangtur. Inden vi lukkede porten til bådehallen opdage vi en lille urtehave med kartoffelrækker. Nogle kartofler var allerede gravet op, og hvad er mere lækkert end nye kartofler, så vi kunne ikke lade være. En lille portion blev gravet op og taget med som proviant. Ud over at de smagte godt blev vi siden hen glade for disse gratis kartofler, da vi måtte erfare at fødevarer i Sverige på dette tidspunkt var forholdsvis dyre.
Nå, vi skulle jo sådan set bare lige ud af den vig og så ellers stille og roligt i nordlig retning langs med de forskellige øer. Vi nød det dejlige rovejr og fik nok ikke helt holdt øje med hvilken ø vi roede imod. Efter to-tre timer kom vi da i tvivl, for den ø vi nærmede os så ikke ud til at være på vores kort. Hvad gør man så. I land og op til bageren. På bagerposen stod hvilken ø vi var på. Vi var allerede roet for meget mod vest i stedet for mod nord. Jørgen måtte opfriske sine spejderfærdigheder med kort og kompas, fik lagt den rette kurs og fra nu af gjaldt det om følge kursen og få hver en lille ø til at passe med kortet.
Sidst på eftermiddagen gjaldt det om at finde en ø, hvor det så ud til at vi kunne lægge båden op, hvor vi kunne slå telt op og i øvrigt overnatte uden at genere nogen. Det viste sig at være ganske nemt. I dette område af skærgården ånder alt fred og idyl og vi havde alt for os selv.
Første aften startede vi hvad der viste sig at blive fast procedure inden sengetid. En lille gåtur til øens højeste sted. Her sad vi så og nød stilheden og solen, der aldrig ville gå ned, det hele skyllet ned med en Gammel Dansk.
På en af vores overnatningsøer var vi helt sikker på at vi var alene, ingen andre mennesker, så godnat og sov godt. Man sover altid godt efter mange timer på vandet og i sommerens sol. Denne nat blev vi dog vækket af mærkelige lyde. Vores stegepande og kasseroller begyndte at skramle. Helt alene var vi ikke på denne ø. Der boede også nogle heste, som fandt det tillokkende at slikke vores grydesæt. På skift var vi ude og jage dem væk. Men de kom igen og igen, indtil Jørgen sprang ud af teltet og med meget intens lyd udviste en sprallemandsagtig adfærd, som heste på denne egn ikke tidligere havde været udsat for. I hvert fald var der ro på og fri for heste resten af natten.
En speciel ting vi oplevede undervejs var at vi så lige som små bål inde på nogle øer, øer hvor vi nærmest var sikre på at der ikke var nogen mennesker. Vi fandt senere ud af at i den varme sol kan der simpelthen ske selvantændelse. Lidt græs og en lille busk brændte af uden at der skete mere.
Vi var heldige med vejret i den uge. Meget lidt vind og masser af sol, så helt ideelt rovejr. Det der også var specielt i dette farvand var at der var så fredeligt; en enkelt motorbåd kunne bryde stilheden ellers mødte vi kun sejlbåde.
Turen gik i starten nordpå og vi lærte hurtigt at de højeste øer var dem man så først. De var ikke nødvendigvis dem der lå nærmest. Men vi fulgte nu både kompas og kort nøje, så vi hele tiden var klar over hvor vi var.
Marstrand med en fæstning der rejser sig højt var et punkt vi kunne se i lang tid inden vi nåede frem. Turen gik videre nordpå rundt om øen Tjørn, under Tjørnbron en flot bro, der forbinder øen med fastlandet. Nu gik turen herefter sydpå.
Området her er stadig fyldt med et utal af små øer. Længere syd på valgte vi at ro ind mod Götaälven, forbi Kungälv og Bohus fæstning. Vi fortrød ret hurtigt, landskabet var ikke nær så spændende som vandet og øerne i skærgården.
Det blev tid til frokost. Det var svært at finde en sted at gå ind. Vi fandt dog et lille indhug, hvor båden blev bundet til et træ fra stævnens fangline.
Hvis ikke vi var færdige med at spise vore klemmer, så blev vi det hurtigt. Vi så en velkendt coaster fra hjemegnen ”Volo” glide stille forbi på elven. Hvad vi ikke vidste var at når sådan et forholdsvis stort skib går ned af elven suger det simpelthen vandet væk fra elvens bredder. Fanglinen havde allerede strammet sig så fast at den ikke var til at løsne og vi måtte stå og holde båden så godt vi kunne, men vandet kom og gik flere gange inden vi fandt en kniv og kunne få skåret fanglinen over. Herefter kunne vi styre båden med vand under kølen indtil elvens vand igen var roligt.
Så var det ellers hurtigt om bord og ud på elven og videre syd på inden evt. næst coaster kom sejlende.
Snart kunne vi ro igennem Göteborg havn, et kæmpe område. Herfra var der ikke langt til roklubben hvorfra vi startede.
En uge var gået og for mig står denne ferielangtur som den bedste jeg har haft. Jeg tror der er tre grunde hertil:
- Farvandet, landskabet, roen der var.
- De to rokammerater
- Jeg trængte rigtig meget til ferie. Det var en tid hvor jeg havde arbejdet meget.
De senere år har der været ferielangture arrangeret af ihærdige rokammerater, ture både i Sverige og i Danmark. Altid en fornøjelse at konstatere at Viking stadig har gang i langtursroningen.
Knud Erik
17.12.2024
